Jeg har tænkt meget over hvorfor jeg og mange med mig er deprimerende og har det skidt når vi samtidligt har det så ekstremt godt. Vi har jo alt man kan ønske. Så igår pointerede L fra kollektivet at min datter “hun elsker virkelig livet”. Hun elsker feks. at drikke vand. Når hun får et glas vand så drikker hun store mundfulde og hver gang hun synker kommer det er Ahhh! Mmmm! Jeg kender ikke nogen der kan nyde et glas vand som hende. Det er jo også noget af det lækreste, et glas friskt vand. Det er en skøn følelse at drikke slukke sin tørst og lille R formår virkelig at sætte pris på det. Hun elsker også mad. Her bliver det skovlet ind og hun kan sidde og hoppe og danse på stolen fordi at det smager så godt og hun er så glad. Hun går næsten aldrig men løber rundt med armene oppe i vejret. R er på opdagelse og hun ser og føler, hvor smuk vores verden er istedet for at bekymre sig over en kunde der ikke har svaret tilbage eller at prisen på træpiller nu igen er steget.

En af grunderne til at vi er så mange der ikke lige ser alle de her gode ting i livet tror jeg hænger sammen med at vi har så meget at tabe. Vi lever som konger men vi ved også at en skilsmisse, sygdom eller fyresedel kan få hele korthuset til at falde (måske ikke det hele). Vi er helt vildt priviligeret men ved også at vi skal holde os på måtten og være produktive dygtige borgere for at få lov til at beholde den her frihed og overflod. Selvfølelig skal man yde for at nyde og jeg har intet imod at betale skat og at arbejde, men det er et stort pres der ligger på børnefamilier og det føles forkert at stresse rundt for at nå at gå på arbejde, hente, lave mad og gå tur med hunden. Jeg har besluttet mig for at gå (endnu mere) ned i arbejdstid, selv om det bliver lidt hårdt økonomisk. Jeg håber at det vil give plads til at sidde og nyde et glas vand og dele min datters begeistring.