Hverdag uden kollektiv

Det som jeg savner mest fra kollektivet er at spise aftensmad sammen. At samles omkring et stort måltid og spise og tale sammen. Det er bare noget helt andet når man er fem voksne og et par børn end når det kun er mig, T og R. Børnene spiste jo altid på 5 minutter men så kunne vi voksne blive siddende og snakke. Lige så svært som det var i starten at lave mad til mange, lige så svært er det, ikke at lave for meget nu….

Jeg savner også at kun skulle lave mad en gang om ugen! Nu arbejder T om aftenen et par dage om ugen og så er det kun mig og R hjemme. Jeg føler at jeg skal finde på hvad vi skal spise, handle og lave mad hele tiden. Ja, jeg ved at det er lidt forkælet. Tænk at vi er så rige, så vi bare kan vælge hvad vi gerne vil spise hver dag og købe det i supermarkedet. Men det er ikke hver dag det føles som et privilegium….

Da jeg var barn lavede min far madplan hver søndag på en gul post it og satte op på køleskabet. Han lavede næsten altid aftensmad hjemme hos os (min mor stod for vasketøjet). Måske er det modellen, at lave en plan og handle ind til hele ugen? Her ude på landet kan man ikke få Årstiderne, Simple Feast eller madkasser fra Nemlig. Men det findes mange steder at hente inspiration feks. Spis bedres madplan, Buffés söndags preppen og Valdemarsro. Idag bliver det fyldte pasta og mozzarella tomat salat, den nemme løsning. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *