Opskrift på Christianhavnerkage

Da jeg ikke kan dyrke mine normale interesser, grundet en stor mave så er jeg begyndt at bage. Det startede med vaniljesnegle og koldhævede boller og i weekenden prøvede jeg noget lidt sværere, nemlig en christianshaverkage. En Lagkagehuset klassiker med nødebund, bær og hvid chokolademousse toppet med friske bær.

Tænd ovnen på 180 grader. Del to æg i blommer og hvider. Pisk æggehviderne til skum og kom 70 gram sukker i. Pisk det godt til hårdt skum. Pisk så æggeblommerne med ca 30 gram sukker til det bliver lyst og luftigt. Vend forsigtigt æggehviderne og blommerne sammen og sigt 100 gram mel, 1 teske bagepulver og en lille smule salt i dejen. Hak 100 gram nødder og vend og dem forsigtigt ned. Kom det hele i en 24 cm springform med bagepapir og ind i ovnen ca 25-30 min.

Læg 2 ark husblas i koldt vand. Kom 2,5 dl fløde i en gryde sammen med en vaniljestang, to spiseskeer sukker og varm det op uden at det koger.

Hak 70 gram hvid chokolade og hæld den varme vaniljefløde over så chokoladen smælter. Tag vaniljestangen op og kom husblasen ned i fløden. Rør godt så chokoladen er helt smæltet og der ikke er klumper af husblas. Lad køle lidt af, kom husholdningsfilm på og i køleskab.

Kog 200 gram bær op, sammen med to spiseskeer sukker og saften af en halv citron. Sigt bær kompotten og kom den på køl.

Læg dig på sofaen i ca to timer til kagen, cremen og kompotten er kølet godt af. Pisk så cremen op og kom kompotten i. Pisk ca 2 dl flødeskum og vend det sammen med bærkompottcremen til en luftig mousse.

Sprøjt moussen på kagen og toppe med bær. Her kan man se at jeg ikke er så erfaren indenfor kager, der mangler måske lidt på finishen…

Jeg gad ikke at købe friske bær når vi har fryseren fyldt og det fungerede fint med frosne bær. Den her kage tager lang tid at lave men det var endelig ikke så svært. Prøv den, den smager fantastik!