Kollektiv på landet?

Med corona er interessen for at flytte på landet steget og mange drømmer også om at bo i kollektiv. Jeg kan se at i er en del der finder min blog, fordi at i har søgt på “kollektiv på landet” og at klummen jeg skrev for Boligliv for to år siden, lige er blevet lagt op igen.

Nu bor vi faktisk ikke i kollektiv mere, den familie vi boede sammen med er flyttet tilbage til København og istedet lejer vi en del af huset ud til to venner men jeg vil gerne dele mine erfaringer, med at starte og bo i kollektiv på landet.

Vi flyttede fra København til Falster for fem år siden og det var mig og min kæreste der fandt huset og købte det. En lille præstegård på 450 meter 2. Det var alt for stort for kun os to men det var heller aldrig planen. Vi ville have et stort åbent hus hvor venner kunne komme på besøg og hvor det var liv og fest. Vi havde et vennepar som vi lærte at kende på en musikfestival og vi tænkte at dem vil vi gerne prøve at bo sammen med. De er nogen seje typer så de besluttede sig for at de gerne ville flytte sammen med os i det her kæmpe hus, som den gang, ikke var i den bedste stand. Tak for det N og L, det er først nu jeg kan se hvilken kæmpe tillidserklæring det var <3

L i den vilde frugthave når vi kiggede på huset i 2015.

Vores kollektiv var aldrig et kollektiv i den forstand at vi ejede huset sammen. Faktisk så var det andet par “bare” lejere. Det her har fordele og ulemper. Fordelen er at det er meget nemmere at købe et hus to personer sammen end fire. Hele banklån processen er ikke lavet til kollektiv-eje og det er ikke nemt at købe et hus som en andelsforening eller med flere parter. Det kan dog, lade sig gøre hos alternative banker som feks. Merkur. Ulempen er at man ikke er ligestillede i kollektivet. Vi delte det op sådan at mig og min kæreste betalte for renovering (nyt køkken, badeværelse, el, afløb, etc) da det jo er vores hus og investering også delte vi omkostningerne for at bo i huset (mig og min kæreste betalte også stadig for lånet). Det er vigtigt at snakke de her ting igennem og finde den ejerskabsform der passer jer. Den her Facebook gruppe har meget god information og er et godt sted at høre om andres erfaringer: Bofælleskab ::: Kollektiv

Selv om vi ejermæssigt ikke var et kollektiv så levede vi rigtig meget som et. Vi spiste sammen hver dag og så fjernsyn sammen i sofaen om aftenen. Vi lærte hinandens venner og familie og kende og vi fik børn samtidigt. Vi var som en stor familie. Faktisk mere som familie end venner. Jeg savner hverdagen i kollektivet rigtig meget. Jeg kan godt lide at lave mad, men det er sjovere at lave det til mange og når man kun skal lave mad en gang om ugen så laver man også noget ekstra ud af det. Vi brugte appen Weshare til alle fællesindkøb.

At som småbørnsfamilie kunne være fire voksne som deles om at hente/bringe i børnehave, handle ind, lave mad og passe børn er en kæmpe fordel og det giver så meget mening. Men at bo sammen når man har børn kræver også at man er åben og snakker om opdragelse og grænser. Vores datter havde en periode hvor hun bed den anden pige. Det var ikke sjovt.

Jeg kan kun anbefale at prøve at bo i kollektiv men måske at teste det af med den her lejemodel fremfor at købe noget sammen, det gør det jo også nemmere hvis man vil flytte fra hinanden igen. Familien som vi boede med flyttede tilbage til byen på grund af arbejde og vi er stadig rigtig gode venner. Spørg endelig løs hvis det er noget i undrer over i forhold til kollektiv!

Nye-gamle køkkenet og ny beboer på vej

Gamle køkkenet er blevet rigtigt fint og idag har vi sagt velkommen til vores første AirBnB gæst som skal bo her et par dage. Dejligt at hele huset bliver brugt igen. Under første verdens krigen boede der fem familier her. 

Nu mangler vi bare at male loftet og måske lægge et nyt vinylgulv og måske male de lysegrønne paneler blå? 

Til efteråret flytter en af vores venner ind her i østfløjen. Det er så god en løsning. Vi skal ikke leve kollektiv-liv med fællesspisning hver dag, men det bliver med åbne døre, fælles arbejdsdage i haven og fredagsøl. En gang i fremtiden vil vi gerne bo sammen med en anden familie igen og dele hverdagen men lige nu passer det rigtig fint med en lille pause. 

Hvad sker det i kollektivet?

Kollektivet er faktisk gået lidt i opløsning. For snart 5 år siden flyttede vi på landet sammen med et vennepar og vi har boet her sammen i fire år. Det har været op og ned men generelt fungeret utroligt godt. De er også nogen af de rumligeste og sødeste mennesker jeg nogensinde mødt og sjove! Men med arbejde i København og et barn i børnehave hang hverdagen ikke sammen for dem så de måtte flytte tilbage til byen. Det var svært for os alle sammen ikke mindst vores piger som er vokset op som søskende. Men vi er glade for de gode år vi havde sammen.

Weekenden efter at de flyttede til byen rykkede en ny familie med to børn ind i huset. De var trætte af bylivet i en forstad til København og ville gerne ud på landet. De var utroligt søde og havde nogen dejlige unger, men efter et par uger sammen måtte vi erkende at kemien ikke rigtig var der. De følte sig som gæster i vores hus og vi følte måske også at vi havde gæster. Det var lidt for hurtigt, vi var ikke klar til få nye beboer og selve lære-kende processen kunne måske have forgået på en anden måde. De var den nye families beslutning ikke at flytte ind, men vi har stor respekt for den og er også enige i at det ikke var det rigtige. 

Så hvad skal det ske nu? Ja, vi er lidt i syv sind. Vi sidder i et hus der er alt for stort og alt for dyrt for os selve at bo i alene (supersmart at købe et hus på 450 kvadrat med en kæmpe have på 1,7 hektar). Vi er startet med at leje østfløjen af huset ud på AirBnb her i juli og det blev booket fuldt op på ingen tid. Måske åbner vi også op for booking i August også har vi to lejere de er interesseret i at flytte ind til efteråret, men det bliver ikke i samme kollektiv konstellation. Vi lejer østfløjen ud med eget køkken, bad og indgang også kan vi have nogen fælles middage, spilleaftner og arbejdsdage.

Drømmen er stadig at leve i et kollektiv med en anden børnefamilie men vi skal lige have en pause og istedet for at søge nye kollektivister så tænker vi at de rigtige måske kommer til os på et tidspunkt. Det skal i hvertfald ikke stresses frem. Sådan kan det gå med et kollektiv.