Hus på landet økonomi – en god investering?

Jeg går ret meget op i økonomi. Økonomi er det som bestemmer om vi kan tage på ferie, købe et fint telt eller at jeg kan arbejde deltid og dermed også have tid til have, hund og at hente tidligt fra børnehaven. Men mest er nok økonomi vigtigt fordi at det er noget jeg har lært fra barnsben. En værdi som mine forældre har givet mig. T prøver at lære mig at bruge mine penge og nyde dem men det er svært for mig. Jeg kan bedst lide at se opsparingen vokse.

Idag har vi fået huset vurderet med henblik på at lægge vores  realkreditlån om fra 2 til 1%. Desværre var vurderingen ca 500.000 kr lavere end sidst vi fik vurderet, selv om vi har investeret 300.000 kr i reparationer af tag, skorstene og nye vinduer og 70.000 kr i et nyt træpillefyr. Av av av, så skulle det jo gerne have steget med 200-300.000 kr. Men det er OK, 2% er jo ikke meget og det nye fyr kommer til at spare os mange penge både på varme og el-regningen. 

Vi er glade for den fine vurdering vi fik efter den store renovering  (her investerede vi 400.000 kr og værdien steg med 1 mio) og at renten på det tidspunk var lav (selv om den er endnu lavere idag) og fokuserer på at få de løbende omkostninger ned. Vi har skiftet forskring fra Tryg til Topdanmark og dermed sparet ca 4000 kr per år og det nye træpillefyr skulle gerne også være en investering der betaler sig hjem indenfor 10 år.

Men vi må se i øjnene at det der betyder mest er boligmarkedet og det kan vi jo ikke rigtig påvirke. Jeg tror stadig at når den nye togforbindelse til København er færdig så stiger markedet her. Alle har jo ikke råd til at bo i København og sådan som verden ser ud nu er det nok også flere der gerne vil ud på landet og arbejde hjemmefra. Vi er så glade for at bo her, men for mig er det stadig vigtigt at det også er en fornuftig investering og at vi kan komme ud af det hvis det er det vi vil en dag. Det er nok det økonomi betyder for mig, det er frihed.