Min datter er nu 3,5 og hendes hverdag er så andelades fra min da jeg voksede op i et hus med have i byen. Ruth går selv ud i køkkenhaven og spiser grønkål (hun kalder det pillekål) direkte fra planten og tager ramsløg med som snaks i bilen.

Hun leger med vores hund og katte og er ikke bange for myrer, bænkebidere eller vores hane. Dyr er helt naturligt for hende.

Hun kører havetraktor med far og har fået sin egen bil. Alt virker så idyllisk men jeg tænker tit på hvordan det bliver når hun bliver ældre. Om hun kommer at kede sig og føle sig fanget her hjemme? Selv legede jeg jo med børnene på gaden og gik alene til og fra skole (eller sammen med mine søskende) fra første klasse. At vokse op i byen er på mange måder mere frit og man bliver tidligere selvstændig. Det var især fra omkring 10 års alderen at det var fedt at selv cykle til basket eller hjem til en fra klassen og i teenageårene kunne jeg komme og gå som det passede mig uden at blive kørt og hentet.

For os voksne er det mange fordele med at have små børn på landet. Plads i børnehaven og gode forhold. Byen har en svømmehal som man nogen gang har for sig selv, det er gymnastik og bibliotek. 

Men igår var vi på legeplads og det var ingen andre børn, selv om vi var på naturlegepladsen ved stranden i Guldborg og solen skinnede. Lidt anderledes end da vi var i København og på skydebane legepladsen…

At have børn på landet er en idyllisk drøm for de voksne og jeg tror også at min datter nyder det nu, så må vi se om nogen år….