De her små spirer kommer fra frø fra kålplanter som vi havde i køkkenhaven det første år vi boede her. Spirede helt uden problemer. Det gør mig faktisk lidt rørt. Tænk at den her plante måske kommer til at følge mig i mange år fremover og at man kan samle sine egne frø og at noget så lille kan blive sådan en kæmpe plante. Så meget mad!
I folkeskolen havde jeg en fantastisk biologilærer. Da hun skulle fortælle os om fotosyntesen så begyndte hun helt plusslig at græde simplethen fordi at hun syntes at det var så stort og så smukt at de grønne blad, ved brug af vand og solens stråle, kan omdanne kuldioxid til ilt. Vi grinte og syntes hun var fjollet men den biologitime glemmer jeg aldrig og nu bliver jeg selv nogen gange lidt rørt over de her små ting men som samtidig er det der gør at vi kan leve.
