En lille spire

Jeg er stadig rimelig flad, men jeg kan mærke at jeg er mere OK med det og tager mig den tid jeg har brug for for at ladde op også hjælper det med lidt små grønne skud der er på vej op over det hele. 

Den anden januar såede jeg årets første frø. Det blev til to bakker med totalt 25 artiskokplanter og fire bakker med forskellige chilier. Tre har jeg fået i gave og en var sidste års høst. Vi har stadig masser af dem, både tørret og i fryseren. 

Forspiring af chili og artiskok i januar

Det hele blev pakket ind i plastik (for at holde på fugten) og stillet ind på badeværelsegulvet med gulvvarme. Varmen får frøerne til at spire. Når de så er kommet op og fået de første kimblade kommer de op at stå i vores ikke opvarmede gildesal under et sydvendt vindue. Det er ikke nok lys men det er koldt nok til at de vokser stille og roligt uden at blive for ranglede. 

forspiring af chili og artiskok på gulvvarme

Tang og en gåtur om dagen

Sidste dag på en lang og meget tiltrængt juleferie. Min psykolog har givet mig i opgave at gå en tur med vores hund hver dag for at få lidt tid for mig selv, hvor det ikke bliver stillet nogen som helst krav. Et meget godt råd, tror desværre ikke at jeg er kommet ud mere end en håndfuld gange og det siger måske også noget om hvor svært jeg har det med at tage tid til mig selv. Idag var vi i hvert fald på stranden. Her var en masse tang!

Ikke så indbydende hvis man vil ligge på standen og bade, men en masse guf til mine aspargesplanter – og måske også kål? Nu skal jeg bare have overtalt min kæreste at køre ned med traileren og fylde den op…. 

Nyt år, new beginnings?

To måneders stilhed på bloggen, jeg har ikke rigtigt haft lyst til at skrive. Helt ærligt så har jeg faktisk ikke rigtigt haft lyst til noget som helst. Selv om jeg har en fantastisk mand, den dejligeste datter, hund, hus, godt job – jeg har jo alt, så har jeg ikke været glad.

Det hele startede bare med en dårlig dag. Dem har vi jo alle sammen. Men næste dag vågnede jeg igen med “tunge sko” også igen dagen efter. Efter en måned med lavt humør og energiniveau var jeg rigtigt tæt af det hele og nærmest hver gang det kom en pause, tit når jeg sat alene i min bil, begyndte tårerne bare at trille. Jeg viste ikke hvorfor. En måned mere gik og jeg følte mig mere og mere presset og ked af det. Jeg havde ingen appetit og begyndte også at have svært at sove. Ikke så gode tegn… Heldigvis har jeg som sagt, en fantastisk mand der en dag sagde til mig at jeg skulle sygemelde mig og tage en dag for mig selv.

Det var en lettelse at fortælle mit arbejde og min familie at jeg faktisk ikke har det særligt godt, men det er stadig svært for mig selv at forstå og acceptere. Jeg har fulgt min drøm og skabt det liv jeg gerne vil, hvorfor er jeg så ikke glad? Jeg har måtte acceptere, at lige meget hvor gode betingelser man har i livet, så er det nogen ting som man bare skal igennem at lade som ingenting og skamme sig over at være deprimeret når man er priviligeret, det hjælper ikke. Så kommer man ikke videre.

En lang juleferie med masser af hvile har helt klart hjulpet. Der er gode dage og mindre gode dage, men jeg føler ikke længere fuldstændigt emotionelt drænet. På mandag starter arbejdet igen, jeg er lidt bange for at ryge ind i samme “tage sig sammen” mølle hvor jeg laver mine opgaver men ikke med et smil. Det går ikke i længden, jeg skal mærke efter og jeg skal tage det stille og roligt, en ting af gangen og huske at holde nogen pauser. 

Jeg håber at jeg igen kommer til at have lyst til at skrive og tage billeder her. Time will tell.