Den 11 September 2019 skrev jeg et sukkersødt indlæg om at være taknemlig. Taknemlig for min familie, min raske krop, mit arbejde og bare selve livet. Jeg følte mig så taknemlig over alle de gode ting i mit liv.
Næste weekend tog jeg på en tur til Malmö og besøgte min barndoms veninde. Vi drak vin i køkkenet og snakkede hele aftenen, dagen efter var det den sidste sommerdag 2019 og vi badede og nød solen. En fantastisk tur. Så tog jeg hjem til hverdagen, men noget var sket. Det her var første gang jeg var taget på en overnatning alene siden R kom til verden og jeg var blevet mor. Første gang jeg slap ansvaret og bare nød dagen. Det var også først nu at jeg opdagede hvor meget jeg havde savnet den frihed.
Når R var ca 4 måneder bad jeg til Gud om at få 4 timers sammenhængende søvn (de plejede at være mellem 1-2 timer). Hvis det skete ville jeg aldrig mere bede om noget i mit liv. At sove i 4 timer var det eneste der betød noget. Og en dag, omkring 5 måneder skete det. Hun sov i 4 timer og jeg var et nyt menneske. Nu ville jeg bare være taknemlig og glad og aldrig kræve noget mere nogensinde. Sådan var det også ret meget frem til den dag jeg kom hjem fra Malmö. Hver gang min kæreste spurgte om han kunne tage på fisketur sa jag glad, “ja ingen problemer”! Jeg havde jo fået mine 4 timer, alt var godt. Jeg sa ja til alt. Til min kæreste, til mit arbejde, til R, til min hund. Ingen sure miner bare taknemlighed over de 4 timer og min søde datter.
En overnatning i Malmö vækkede noget i mig. Jeg havde brug for mere end de 4 timer. Jeg havde også andre behov. Som at se mine venner, alenetid, at dyrke mine interesser og passe på min krop, ting jeg havde overset i næsten 2 års tid. Hele min hverdag var bygget op omkring at opfylde andres behov. Hverdagen kørte på mens jeg følte mig mere og mere som en robot der gjorde alle de ting jeg blev bedt om fra alle sider men ikke længere med et smil. Jeg tabte mig, jeg sov dårligt og når aftensmaden var ryddet væk og R var puttet græd jeg for mig selv, jeg. Det hele kulminerede efter en uge alene med R og en familiefødselsdag som jeg var blevet vært for. Jeg brækkede mig over alle de opgaver som jeg vanen tro havde sagt ja til og jeg kunne ikke mere.
Hele det her år, er gået med at lære at mærke efter og at sige nej. Sige nej når min kæreste spørger om han kan tage på fisketur eller mit arbejde om jeg kan blive sent en dag. Sige nej til fødselsdage og besøg når overskuddet ikke er der. Ikke altid at hente R så tidligt som muligt men måske tage en kaffe i solen først. Eller tage en dukkert istedet for at gå tur med min hund. Jeg har stadig så utroligt mange ting som jeg er taknemlig for, men det betyder ikke at jeg ikke samtidligt kan stille krav og sige fra.
0
Det bedste jeg har lært mig selv, er at sige nej. Vi har selvfølgelig ingen børn, så på den måde er der mange ting jeg slipper om på en anden måde.
Har jeg minus energi til noget socialt, spørger jeg altid mig selv om jeg får noget ud af det og om de andre får noget ud af besøg fra mig.
Det er en ret god øvelse.
Sejt at du mærker efter og siger fra.
Tak Camilla! Ja det er så vigtigt at mærke efter, bpd ehvad man vil og hvad man ikke vil. Det lyder jo meget basalt men man kan hurtig glemme det og bare gøre alle de ting der forventes af en… Så mister man sig selv.
Jeg kan godt relatere til dit indlæg, blev mor for et års tid siden. Min mand vil egentlig gerne blive hjemme med vores søn, men i lang tid var det eneste jeg havde brug for bare søvn, og det er svært at sove når man kan høre babyen græde inde i stuen.. Nu hvor det går bedre med søvnen forsøger jeg at komme lidt mere ud. Det er en svær balance, at sige nej når man har brug for alenetid, men samtidig holde kontakten til gamle veninder. Før jeg fik barn, oplevede jeg, hvor svært det blev at komme til at se mine veninder som var nye mødre, og det vil jeg prøve at undgå bliver mig.
Hej Esther! Ja, at mødes med venner kan virkelig være en måde at lade op på. Selv om man er træt kan man gå derfra med mere energi. Jeg tror at det er vigtigt at man har et pusterum et par timer hver uge hvor man ikke er mor.